''grønlænderen''

det MÅ være en dårlig stol

Når man som tyk bliver gravid er det ikke et kønt syn. Så må man nemlig gerne, lovligt, strutte med maven, frem for at trække den ind døgnets 24 timer. Og fra du står med den positive test i uge 4 , slipper vejret, og lader maven falde både ned og frem ligner du en i 8. måned. De første uger har det selvfølgelig også noget at gøre med at man er oppustet, men maven struttes altså bare mere. Men tager tøj på der fremhæver den, og når du går ligner du allerede en and, fordi du svajer i ryggen, for at få maven endnu større. Det er en syg vane, men man er jo stolt. Det er ekstra slemt i førstegraviditet, fordi hele verdenen skal jo se at i står for familieforøgelse. Og når folk spøger hvor langt henne du er, ”kommer” man til at sige et par uge mere, end man egentlig er. Fordi inderst inde véd man godt der er pinligt at ligne en der har ædt en badeboldt SÅ tidligt i graviditeten. Ellers undskylder man det med forstoppelse (okay måske ikke den mest brugte), men så ihvertfald med oppustethed. Når du tager et såkaldt graviditets billede, svajer man så meget i ryggen at man næsten er ved at falde bagover, og den obligatoriske hånd skal under maven, for lige at holde oppe på flæsket så den strutter ENDNU mere. Jeg forstår ikke ideen med at skulle se mere gravid ud end man egentlig er, og det er en totalt forskruet tankegang. Dem der ikke får en kæmpe mave er misundelige på dem der får det. I min første graviditet må jeg indrømme jeg var en af dem der struttede med maven, men jeg behøvede ikke, da den alligevel var der fra dag 1. Til gengæld lignede jeg seriøst en hval til sidst, men det er ikke så mærkeligt da jeg tog 30 kg på. De første 20 uger tænkte jeg meget over at spise sundt og leve efter sundhedsstyrelsen retningslinjer. Men de sidste 20 uger hvor jeg egentlig bare lå på sofaen og havde ondt af mig selv, åd jeg som et svin. Kæresten rendte frem og tilbage for at stille mine syge madvaner, så egentlig er det jo hans skyld? Selvfølgelig var meget af vægtforøgelsen også vand, men tror nu det meste var cola, da det var det jeg indtog mest.

 

I den her graviditet er jeg 15 kg lettere end sidste gang jeg blev gravid, og det kan heldigvis ses. Maven strutter ikke som den gjorde sidst i uge 6, selvom jeg er 16 uger henne nu. Det er en lettelse for både mig, men også for vores møbler. Dog er det ikke alle møblerne der er enige om at jeg er blevet lettere. Jeg har fået en vane med at sidde ned når jeg laver mad, så den her grønne stol bliver måske brugt en kende mere end de andre og en aften gik det altså galt. Jeg var ved at facebook’e, som jeg altid gør, men jeg sad i køkkenet, og derved også på min grønne stol. Jeg læste noget sjovt, og klaskede ryggen med stolen i latter. Den oplevelse jeg så gennemgik står stadig tydelig, selvom det nu er nogle dage siden. Jeg troede vitterligt jeg skulle dø! Fornemmelsen af at det man vil sætte sig på forsvinder er nok den værste! Jeg kan huske min folkeskole lære altid fortalte at hvis vi trak stolen væk under en der ville sætte sig, kunne man lande SÅ hårdt på halebenet at ryggen brækkede og man døde! – Og det var lige netop de tanker der røg gennem hovedet på mig! ”FUCK nu dør jeg. Ester skal undvære sin mor, og baby i maven dør med mig” Jeg slog ud med arme og ben for at få fat i noget der kunne støtte mig i faldet. Jeg KLASKEDE armen ind i bord-kanten, og skinnebenet ind i ovnen, som desværre stod åben. Min øjne var kæmpestore, og jeg mærkede på de få sekunder, hvor de nærmest poppede ud, at luften udtørrede dem. Det var nok fordi jeg væltede med en sådan kraft at luftmodstanden blev kæmpestor. Smerten i armen, blev hurtigt overdøvet at smerten på skinnebenet. Men alt dette blev totalt overskygget af mit hjerte som slog seks-dobbelt-slag. Men lige med ét stoppede faldet. ”Jeg væltede ikke?” nåede jeg at tænke, inden jeg sprang op, og smadrede begge knæ mod gulvet. I springet væltede jeg et glas mælk ned på gulvet, og slog jeg uheldigvis fingrene ind i kanten af ovnlågen, og smerten samt ydmygelsen var nærmest ulidelig. Da jeg lå der på køkkengulvet på alle 4, kom kæresten løbende fra stuen. ”Er du okay skat?” spurgte han. Og inden jeg nåede at svare brød han ud i latter. Hold nu kæft hvor var det ydmygende. Her lå jeg på gulvet på alle fire, med mælk ud over den fucking hele, mens han stod og grinte ad mig?! Hvad fanden bildte han sig ind?! Han burde da hjælpe sin stakkels gravide kæreste op på benene, og se på de skader jeg havde pådraget mig. Skader?! Ja det var fandme hvad jeg havde fået. For dælen hvor gjorde det ondt! I armen, på skinnebenet, fingrene på den ene hånd for ikke at nævne knæene. Alle steder dunkede, og blev kort tid efter blå. Hvordan kan man være så pisse uheldig? Og hvordan fanden kan en stol bare nærmest brase sammen under mig. – Men jeg døde ikke. Nej jeg overlevede kampen. Det gjorde stolen ikke, fordi 10 minutter senere kastede jeg den ud gennem hoveddøren, og kæresten afskaffede den dagen efter. Fuck you lorte stol. Håber du brænder op… – På forbrændingen, så det gør du nok!

 

Stol

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

''grønlænderen''